Storbritannien vender ikke ryggen til Europa, siger den britiske premierminister, David Cameron, da han torsdag holder tale ved Det Verdens Økonomiske Forum i Davos dagen efter sin store EU-tale, hvor han lagde op til en folkeafstemning om britisk EU-medlemskab.
- Det handler ikke om, at briterne vil vende ryggen til Europa - tværtimod. Det handler om, hvordan vi kan så et slag for et mere konkurrencedygtigt, et mere åbent og mere fleksibelt Europa og sikre Storbritannien en plads i det, siger den britiske regeringsleder.
- Det er forkert at presse landene ind i en politisk union i Europa, pointerer Cameron, som i sit indlæg i den schweiziske by har stor fokus på skat.
Cameron opfordrer de rige G8-lande til at fokusere på svindel og skattetænkning i forbindelse med selskabsskat.
- Jeg går som konservativ ind for lave skatter, men jeg er ikke en konservativ, som siger, at virksomhederne ikke skal betale skat. Både den enkelte og virksomhederne må betale deres andel, siger den britiske regeringsleder.
/ritzau/AFP