Borgerne i Californien har talt. Og deres beslutning skal stå ved magt. Derfor skal det fortsat være forbudt for bøsser og lesbiske at gå op af kirkegulvet for at sige 'I do' til hinanden.
I en folkeafstemning i november sagde et flertal af borgerne i Californien 'nej tak' til ægteskaber mellem homoseksuelle. Og i dag bakkede Højesteret op om, at ægteskab udelukkende er muligt i forhold mellem en mand og en kvinde. Det skriver Reuters.
Folkeafstemningen satte gang i debatten over hele USA, og Højesterets beslutning bliver næppe det sidste ord i debatten i den ellers så frisindede stat, hvor guvernør Arnold Schwarzenegger tidligere har opfordret statens homoseksuelle til at blive ved med at kæmpe for deres rettigheder.
De omkring 18.000 homoseksuelle ægteskaber, der var indgået inden afstemningen i november, bliver ikke berørt af afgørelsen.