En kop kaffe koster ni kroner og en Tuborg Light 15 kroner, og det er også det stærkeste, du kan få på Café Månefiskeren på Christiania.
Alligevel har Københavns Politi – ifølge caféen – lagt vejen forbi over 6.000 gange siden razziaen mod Nordeuropas største og bedste hashmarked på Pusher Street 16. marts 2004.
Og både kunder og ikke mindst den kollektivt ledede café er ved at være rigtig trætte af de op mod 23 daglige besøg.
Skræmmer kunder væk
For politiet generer og skræmmer folk væk, og det har caféens personale taget konsekvensen af. De skriver omhyggeligt ned, hver gang de beredskabsklædte politibetjente i grupper a tre til syv mand besøger Månefiskeren. Så kan de nemlig dokumentere, at politiet rent faktisk har været der. Og ofte bliver caféens videokamera også tændt, så eventuelle beviser mod politiet kan sikres. For personalet lægger ikke skjul på, at de ofte føler sig chikaneret og truet af betjentene.
»De stiller sig meget tæt op ad folk, og hvis én bare så meget som roder i sin taske, bliver de straks mistænkeliggjort. Vi har måttet trøste flere unge, grædende piger, der blot var på besøg med deres efterskole. De kan ikke forstå politiets aggressive fremfærd,« fortæller Luna Christianitsen, talsmand for Café Månefiskeren.
Frygter lukning
Politiets daglige besøg har i vid udstrækning holdt kunderne væk fra caféen, der siden 1993 har været alkoholfri.
»Før razziaen i 2004 var stedet spækket med gæster. Alle nationaliteter og alle typer af folk kom: Bistandsklienter, direktører og garderhusarer. Nu er mange af dem væk, for de ønsker ikke at blive registreret af politiet,« siger Luna Christianitsen og henviser til, at politiet har ret til at visitere alle på Christiania uden grund.
Tidligere mixede og røg mange gæster joints på caféen, men det er for længst slut.
For Månefiskeren frygter at blive lukket af politiet på baggrund af hashklubloven. En lov, der gør, at folk kan nægtes adgang til foreningslokaler, hvis der gentagne gange findes ulovlige stoffer på adressen. Og da Månefiskeren drives af en forening, er frygten reel.
Indtil videre har politiet lukket stedet op mod 30 gange.
Små fund
Ofte på grund af meget små fund af hash på gæster, eller hvis de skønner, at personalet ikke er samarbejdsvilligt. Ingen af gangene har caféen – ifølge dem selv – kunnet få et skriftligt bevis for lukningen. Noget, der kan være afgørende, hvis lukningerne viser sig ulovlige.
»Vi mener slet og ret, det er politisk chikane, når politiet vælger at besøge os, og igen og igen generer vores gæster. Der er aldrig fundet større mængder hash på vores café, og der er stort set aldrig ballade, fordi vi netop er en hyggelig og alkoholfri café for alle,« konstaterer Luna Christianitsen.