En ung mand er tirsdag blevet idømt otte måneders fængsel for afpresning af værtshusejer Jane Pedersen i august på Café Viking på Nørrebro i København.
Den 19-årige AAK er dømt i Københavns Byret for at true værtshusejeren til at betale beskyttelsespenge.
Sagen fik stor medieomtale i sensommeren, fordi Jane Pedersen nægtede at betale, men i stedet valgte at stå frem og afsløre de mafialignende metoder, hun havde været udsat for.
Den lille kvinde med det korte røde hår har tirsdag forklaret i retten, at den 19-årige troppede op på Café Viking den 13. august.
Her præsenterede han sig som medlem af indvandrerbanden Brothas fra Mjølnerparken, der ligger få hundrede meter fra Café Viking.
- Jeg fik så at vide, at fordi jeg boede i deres distrikt, så skulle jeg betale. Lige som hvis man boede i Hells Angels' eller Bandidos' distrikt. Så skulle man også betale, forklarede Jane Pedersen, der har ejet Café Viking i 24 år.
Hun fortalte videre, at hun nægtede at betale den unge mand, der var flankeret af flere uidentificerede personer ude på gaden.
- Da jeg så nægter at betale, så siger han, nu er du advaret. Så spørger jeg, om han truer mig. Han siger nej, men nu er du advaret, fortalte den fattede værtshusejer, der ringede til politiet straks efter, fordi AAK's attitude gjorde hende bange.
Den 19-årige blev pågrebet af politiet fire dage senere, da han forsøgte sig med samme fremgangsmåde på værtshuset Café Heimdal, ligeledes på Nørrebro.
Café Viking har været udsat for hærværk flere gange, siden AAK besøgte værtshuset. Men det stod der intet om i anklageskriftet.
AAK, der hævder, at han ikke længere er bandemedlem, er desuden dømt for et par andre forhold vedrørende besiddelse af mindre mængder hash og en foldekniv.
Derudover har han tidligere siddet fængslet for besiddelse af en pistol og har i den forbindelse en såkaldt reststraf på 122 dage, men retten fandt, at tirsdagens dom ikke skulle udløse reststraffen.
Den 19-årige modtog dommen på stedet.