Borgmester Benedikte Kiær har en ledelsesstil, hvor hun bliver let tøsefornærmet.
Sådan lød konklusionen fra byrådsmedlem Peter Poulsen (S), efter at bølgerne var gået højt mellem ham og den konservative borgmester Benedikte Kiær til et byrådsmøde.
Det skriver TV2 Lorry.
De to politikere i Helsingør Byråd kom ud i en verbal clinch under diskussionen af kommunens budget for næste år.
Forud for skænderiet havde Socialdemokratiets byrådsmedlem Peter Poulsen spurgt ind til De Konservatives syn på at sænke skatten, og til det havde Benedikte Kiær givet ham et skriftligt svar i form af et Facebook opslag.
Men Peter Poulsen var ikke tilfreds med svaret. Borgmesteren skulle svare ja eller nej.
Det fik Benedikte Kiær til at skærpe tonen over for Poulsen.
- Nu skal du lytte. Kig på mig. Vi skal have øjenkontakt. Ellers tror jeg ikke, du hører på, hvad jeg svarer, sagde Benedikte Kiær under mødet.
Men den tone nægtede Peter Poulsen at finde sig i.
- Det er uforskammet, Benedikte Kiær. Jeg bestemmer selv, hvem jeg kigger i øjnene. Jeg vil gerne kigge dig i øjnene. Men du skal ikke irettesætte mig fra talerstolen som en eller anden skoledreng, svarede han.
Partiet Lokaldemokraterne har lagt en video af optrinnet op på deres Facebook-side. Artiklen fortsætter efter videoen.
Værste stemning i 12 år
Enhedslistens byrådsmedlem Allan Berg Poulsen var selv til stede i salen under optrinnet. Han oplevede, hvordan Peter Poulsen demonstrativt kiggede væk, da Benedikte Kiær prøvede at svare ham. Stemningen var dårlig og akavet i salen, og Peter Poulsen opførte sig pinligt, lyder det fra byrådskollegaen.
Også partiet Lokaldemokraterne er forarget over tonen i salen. Partiets kandidat Jan Ryberg skriver på Facebook, at han i løbet af hans 12 års tid i byrådet aldrig har oplevet så dårlig stemning før.
Men til TV2 Lorry afviser Peter Poulsen, at han skulle have opført sig pinligt.
- Hun har en ledelsesstil, hvor hun bliver let tøsefornærmet, som jeg kalder det, og skælder ud som en klasselærerinde. Det gad jeg ikke finde mig i. Jeg blev gal over hendes facon og provokerede hende derfor ved at kigge væk, siger Peter Poulsen.
Til det svarer Benedikte Kiær, at hun ikke bliver let tøsefornærmet, men at hun bliver provokeret, når nogen stillet spørgsmål og kigger væk.