Efter kort tids sygdom er den mangeårige skoleleder i Odense-kvarteret Vollsmose og socialdemokratisk byrådsmedlem i Odense Kommune, Olav Rabølle Nielsen, død.
Det skriver TV 2 Fyn.
Olav Rabølle Nielsen blev 63 år, og han efterlader sig sin kone og fem børn.
I et offentligt opslag på Facebook skriver hans enke, Mette Severin, at han sov stille ind 27. december.
- Mit livs kærlighed, Olav Rabølle Nielsen, er i dag sovet stille ind efter kort tids sygdom. Godnat min elskede, skriver hun.
Olav Rabølle Nielsen blev i november genvalgt til byrådet i Odense med 446 personlige stemmer.
Som byrådsmedlem var han formand for Børn og Unge-udvalget og kommunalt medlem af flere bestyrelser, blandt andet Odense Produktionshøjskole.
Derudover har han i 30 år arbejdet som skoleleder og folkeskolelærer i Vollsmose, indtil han gik på pension.
Olav Rabølle Nielsen blev blandt andet kendt fra TV 2-dokumentaren "Drengene fra Vollsmose" fra 2002, som skildrer indvandrerdrenge, der er fanget mellem to kulturer.
Her fulgte journalist Jørgen Flindt Pedersen sammen med Anders Riis-Hansen gennem et år et par af eleverne i 10. A på Humlehaveskolen i Vollsmose, hvor Olav Rabølle Nielsen var leder.
Olav Rabølle Nielsen har ligeledes været en efterspurgt ekspert og foredragsholder, når det har drejet sig om unge andengenerationsindvandrere og nydanskere.
/ritzau/