Byrådet i Skanderborg Kommune har besluttet, at lokalpolitikerne frem til mandag middag kan stille spørgsmål til redegørelsen vedrørende sagen om det dramatiske overfald på en 16-årig elev på Mølleskolen i Ry.
Spørgelysten til redegørelsen var stor på onsdagens lukkede byrådsmøde, men der er nu ifølge borgmester Jørgen Gaarde (S) behov for at tage en slags time out.
- Spørgsmålene vil indgå i den administrative gennemgang, og så kommer redegørelsen på dagsordenen igen om en måned til det næste ordinære byrådsmøde, siger Jørgen Gaarde.
- Så afsluttes sagen for byrådets vedkommende, mens det bliver op til kommunens børne- og undervisningsudvalg at se på sagen i et bredere perspektiv i forhold til kommunens politikker og indsatser, siger Jørgen Gaarde.
Den 16-årige elev blev mandag aften 6. februar i år udsat for et voldsomt overfald nær idrætshallen i Ry. Fire jævnaldrende elever angreb ham med en brændende flaske benzin.
Han fik alvorlige forbrændinger på 30 procent af kroppen og blev indlagt på sygehuset. Han var i kritisk tilstand, men blev meldt uden for livsfare.
Dagen efter overfaldet blev de fire andre drenge fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens. De blev alle fængslet i fire uger. De har nægtet sig skyldige.
Skanderborg Kommune har lavet en redegørelse om sagen i Ry, som blev offentliggjort ved et pressemøde 15. februar.
Før overfaldet har der været flere konflikter og alvorlige episoder i skoleklassen, som den 16-rige gik i. Og konfliktniveauet i skolens to 9. klasser var højere end landsgennemsnittet, viser redegørelsen.
/ritzau/