Byråd afviser: Vil beholde fed løn til politikere

Forslag fra Enhedslisten i Odense taler til borgernes indre svinehund, mener afgående, konservativ politiker.
Peter Rahbæk Juel kan fortsat lægge 100.000 kroner for sit arbejde som bestyrelsesformand for Odense Renovation oveni de 1,1 million kroner, han får som borgmester i Odense Kommune.
Peter Rahbæk Juel kan fortsat lægge 100.000 kroner for sit arbejde som bestyrelsesformand for Odense Renovation oveni de 1,1 million kroner, han får som borgmester i Odense Kommune. Foto: Malene Anthony Nielsen/Scanpix/arkiv

Et forslag fra rådmand Brian Skov Nielsen fra Enhedslisten i Odense Kommune er blevet afvist af byrådet.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Forslaget gik på, at borgmesteren og de fire rådmænd skulle sige nej til at få honorarer for det bestyrelsesarbejde, de har fået tildelt som "gode ben".

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Men ligesom Folketinget ikke vedtog Vederlagskommissionens anbefalinger om, at politikernes honorarer for bestyrelsesarbejde skulle modregnes i lønnen efter fuldtidspolitikere i kommunerne fik en lønforhøjelse på 30 procent, så faldt forslaget også i byrådssalen i Odense.

- Men det gør mig helt vildt socialt indigneret, at man på den måde giver lønstigninger uden at følge den anden halvdel af anbefalingen, siger Brian Skov Nielsen til avisen. Han mener desuden, at det grænser til hykleri og åbner for, at politikere med store indtægter mister kontakten med de borgere, de repræsenterer.

- Det bidrager kun til at gøre uligheden større, slår han fast.

Brian Skov Nielsen er indtil årsskiftet rådmand i kommunen, men mistede ved kommunalvalget i november posten, da byrådet blev konstitueret.

Ifølge Fyens Stiftstidende ville en vedtagelse af forslaget i indeværende år betyde, at den genvalgte socialdemokratiske borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel, skulle sige nej til de 100.000 kroner, han modtager som bestyrelsesformand for Odense Renovation, og således nøjes med de 1,1 million kroner, han får som borgmester i landets tredjestørste by.

Den afgående rådmand Steen Møller (K) mener, at Enhedslistens forslag er for at få forargelsen frem hos borgerne.

- Vi er enige i, at lønnen er fornuftig for rådmænd og borgmestre. Men Enhedslistens argumentation for forslaget, slår på den laveste fællesnævner - man taler til den indre svinehund for at få forargelsen frem ude hos vælgerne, siger Steen Møller, som forlader politik ved årsskiftet.

I Odense Byråd er der fem fuldtidspolitikere: Borgmesteren og fire rådmænd.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.