Den gastronomiske verdens øjne hviler lige nu på København, hvor Michelin-restauranten Geranium netop er blevet kåret som den bedste på kloden.
Det er da også her i hovedstaden, at en anden stjernespækket restaurant kan blive din.
Byhuset, der husede den ikoniske italienske restaurant Era Ora, er nemlig kommet tilbage på markedet.
Det skriver boligmediet Boliga.dk.
Restauranten lukkede i 2020 efter at have serveret michelin-mad for sine gæster i flere årtier.
Året efter kom den - eller nærmere bestemt det over 100 gamle byhus på Christianshavn, som den lå i – til salg.
Dengang lød udbudsprisen på 48 millioner kroner for ejendommen, der – udover restauranten i stueetage og kælder - har over 400 kvadratmeter bolig fordelt på de resterende tre etager, en tagterrasse og en gårdhave.
Nu kan du dog købe hele molevitten for 45 millioner kroner, som er det prisskilt, der følger med byhuset, der netop er kommet til salg igen efter en pause fra markedet - denne gang hos liebhavermægleren Elbæks Ejendomsmægler.
En af hovedstadens dyreste
Den solide udbudspris placerer den eksklusive ejendom højt oppe på listen over de dyreste huse til salg i hovedstaden.
Ifølge Boliga.dk er der nemlig kun to villaudbud, der koster mere i København lige nu:
På førstepladsen ligger en palæejendom med 12 værelser på Ny Kongensgade tæt på Christiansborg. Prisen for det næsten 400 kvadratmeter store pragthjem lyder på svimlende 100 millioner kroner – det dyreste udbud i landet lige nu.
Andenpladsen indtages af en liebhavervilla, der ligger i udkanten af Østerbro på grænsen til den mondæne forstadskommune Gentofte.
Det lidt mere end 300 kvadratmeter store herskabshjem er til salg for 55 millioner kroner.
Se det eksklusive byhus her.