Efter tre dages pusterum sætter byggeriets parter sig onsdag morgen sammen og forhandler videre.
Det oplyser Dansk Byggeri i en kortfattet opdatering af forhandlingerne, der omfatter 140.000 ansatte i byggeriet.
Topforhandler og formand for 3Fs byggegruppe Peter Hougård Nielsen siger til Newspaq, at parterne satser på at forhandle uafbrudt, indtil et forlig er på plads.
"Vi har besluttet at gå i gang og køre igennem indtil resultatet er nået. Det er målet efter tænkepausen. Vi har lavet en plan for, hvordan vi griber forhandlingerne an, og så tror jeg, vi har fundet fælles fodslag om, hvad der skal lykkes," siger han.
Det er blandt andet tiltag imod social dumping, der skal diskuteres. Peter Hougård Nielsen håber på, at forliget er i hus, inden onsdag bliver til torsdag.
"Om det bliver til midnat eller torsdag morgen er svært at sige. Men vi er indstillet på at køre på, indtil vi når et resultat. Tidsplanen gør det realistisk, at vi når et resultat før torsdag morgen, hvis tingene klapper," siger han.