Det står til at være den største sag om ulovlig koordinering af tilbud på byggeopgaver nogensinde herhjemme, som netop nu er under opsejling.
Sådan lyder det fra statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK), der oplyser Politiken, at foreløbig 41 aktører er sigtet i sagen.
"Man kan godt kalde det danmarkshistoriens største kartelsag. Der er tale om 50 licitationer til en samlet entreprisesum på 500 millioner kroner," siger statsadvokat Jens Madsen til avisen.
I kartelsagen er 18 virksomheder og 23 ledende medarbejdere i byggebranchen blevet sigtet for at have afstemt deres tilbud på en række private og offentlige byggerier de seneste år.
Efterforskningen fortsat i fuld gang, og der skal foretages 60-70 afhøringer i sagen, men den ventes sendt til domstolene i år.
Hos brancheforeningen Dansk Byggeri kender man ikke sagens detaljer, men tager stærkt afstand fra karteldrift.
"Vi er bekymrede over, at den blotte mistanke om kartelvirksomhed kan være med til at skade branchens renommé," melder Peter Stenholm, der er direktør i Dansk Byggeri og medlem af Konkurrencerådet til Politiken og understreger:
"Derfor appellerer vi om, at sagen behandles hurtigt, for alle har en interesse i at få afklaret, hvad der er foregået."
Den historisk store kartelsag kommer på et tidspunkt, hvor det overvejes at indføre fængselsstraf som en sanktionsmulighed i kartelsager.