Hver en øre bliver vendt i overenskomstforhandlingerne mellem Dansk Byggeri og 3F's byggegruppe.
Og i nat klokken to valgte parterne for anden gang at trykke på pauseknappen efter at have været stort set alle forhandlingspunkterne igennem.
Topforhandler for arbejdsgiverne i Dansk Byggeri, adm. direktør Lars Storr Hansen afviser, at der er tale om et sammenbrud.
"Der er kommet ting på bordet, som gør at vi har brug for en tænkepause. Det kan godt være, at det bliver en udvidet pause, da vi ikke har aftalt et nyt møde endnu. Men der er ikke tale om et sammenbrud," siger han.
Lars Storr Hansen finder det "sandsynligt", at parterne først går til forhandlingsbordet igen på den anden side af weekenden.
Overenskomsterne er opsagt fra 1. marts. Men herefter kan forligsmanden udsætte en konflikt to gange af 14 dages varighed.
"I den forstand er der ganske god tid endnu," siger Lars Storr Hansen.
Parterne ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad de er uenige om.
"Men jeg vil godt sige, at det er meget svære forhandlinger. Det er det ikke mindst i lyset af, at der er meget lidt at give af. Så vi må forsøge at finde nogle rammebetingelser, som fagbevægelsens medlemmer kan stemme hjem. Det er de her løsninger, vi hver især tænker over," siger Lars Storr Hansen.
Da parterne genoptog forhandlingerne tirsdag efter tre dages pause, var det blandt andet tiltag imod social dumping, der skulle på forhandlingsbordet. Overenskomstforhandlingerne omfatter 140.000 ansatte i byggeriet.