Slud, sne, hagl og regn. Byger af de fleste slags vil falde over landet denne weekend.
Der er således lagt op til en til tider våd, men også kold weekend, inden der i næste uge er lunere vejr og muligvis tocifrede varmegrader på vej.
Det fortæller Trine Pedersen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, fredag morgen.
Fredag er der ifølge DMI næsten fuld plade på de vejrmæssige forhold. Dagen begynder med en front, der giver skyer med regn og slud.
Fronten glider over landet østfra og bliver i løbet af dagen afløst af flere byger, der også kan være med hagl eller tøsne.
I den vestlige del af landet kommer der også kig til solen, mens det Øst for Storebælt vil knibe med at få solen at se.
Temperaturerne vil i hele weekenden ligge mellem en og fire graders varme. Om natten vil temperaturerne falde til ned omkring frysepunktet.
- Det her bygevejr fortsætter natten til lørdag og lørdag. Bygerne kan igen falde som regn eller slud eller meget vådt sne, siger Trine Pedersen.
Ligesom fredag vil solen også titte frem mellem bygerne. Bygerne bliver mere vinterlige, som lørdagen skrider frem.
Søndag kommer der ikke de store udsving i vejret.
- Søndag er der nok ikke så meget nedbør tilbage, men der er stadig mulighed for byger med slud eller tøsne, siger Trine Pedersen.
Hun fortæller videre, at der ikke er meget vinter i vejret i næste uge, hvor meget mild luft igen finder vej.
- Det kan ikke udelukkes, at vi igen skal have tocifrede varmegrader, siger Trine Pedersen.
Med den milde luft for årstiden kan der også komme flere skyer og regn.
/ritzau/