SAS Liga-klubben AaB har med øjeblikkelig virkning sagt farvel til australske Michael Beauchamp.
Den australske forsvarsspiller rykker i stedet til klubben Al Jazira fra de Forenede Arabiske Emirater.
Beauchamp har inden for det seneste døgn gennemgået et lægetjek og har ligeledes fået sine personlige vilkår forhandlet på plads, oplyser klubben i en pressemeddelelse.
"Et salg var en optimal løsning for både AaB og Michael Beauchamp, som vi ønsker held og lykke med den videre karriere," siger AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen.
Michael Beauchamp, der kom til AaB fra FC Nürnberg, opnåede 23 officielle kampe i AaB-dragten.