Bratz- og Barbiedukker topper mange småpigers ønskesedler til julemanden. Men til næste år vil dukkerne være blacklistet i EU.
Ny EU-lov forbyder nemlig legetøj med giftige plastikblødgørere til børn under 14 år. De såkaldte ftalater er der masser af i dukkerne, der allerede nu går som varmt brød i julesalget.
»Alle dukker, der er produceret efter foråret, er ftalatfri,« siger Villy Gravengaard, varedirektør i Top-Toy, virksomheden bag Bratz i Danmark.
Alligevel er der risiko for at få ftalater med under træet. Dukkerne findes nemlig stadig i butikkerne.
»Der er selvfølgelig nogle varer, som vi skal have solgt ud af. Det gælder bredt over hele sortimentet fra knapper på elektronisk udstyr til dukker,« siger Villy Gravengaard.
Ftaltaer er blandt andet kendt for at nedsætte menneskers forplantningsevne.