Køerne på jobcentret vokser, og flere og flere danskere må kæmpe om færre ledige job.
Sådan har tilstanden været i det meste af landet under de seneste års krise på jobmarkedet. Men ikke i København, hvor i omegnen af 10.000 flere københavnere er kommet i arbejdet.
Det viser en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har lavet for Politiken.
- Mulighederne for at finde arbejde er blevet bedre under krisen for københavnerne, siger chefanalytiker Frederik I. Pedersen til Politiken og fortsætter:
- Derfor har byen i høj grad kunnet klare tilstrømningen af nye borgere, siger han.
Befolkningstilvæksten i hovedstaden har ifølge Politiken været landets største i perioden fra 2009 til 2013 med omkring 40.000 borgere. Samtidig er den københavnske arbejdsstyrke steget med godt 20.000. I resten af landet har udviklingen været den stik modsatte.
Ifølge AE er en del af forklaringen på den positive udviklingen i København, at børnefamilier i højere grad end før, bliver boende i byen. Men også graden af uddannelse har noget at skulle sige.
- Uddannelsesniveauet stiger mere end i resten af landet, så københavnerne matcher bedre på de fremtidige krav på arbejdsmarkedet, siger Frederik I. Pedersen til Politiken.
Jobvæksten har dog ikke helt kunne opsuge tilstrømningen af nye borgere til hovedstaden. Arbejdsløsheden er i samme periode blevet fordoblet fra 10.000 til knap 20.000 arbejdsløse.
Newspaq