Kirkerne i Newtown i Connecticut er søndag fyldt med sørgende, ligesom der over det meste af USA holdes ceremonier efter skolemassakren på 20 små børn og syv voksne.
Det er nu to døgn siden, at Adam Lanza trængte ind på Sandy Hook Elementary School, dræbte alle seks-syvårige i flere klasseværelser samt skolens kvindelige inspektør og fem andre ansatte kvinder.
Fra tidligt på dagen fyldtes kirkerne, og Newtowns juletræ er gjort til et mindested, hvor mange stopper op i snevejret og beder.
En midaldrende kvinde knæler grædende ved rækkerne af stearinlys, teddybjørne og håndskrevne sedler.
- Byens indbyggere samles og beder sammen, siger Rosty Slabicky, en frivillig fra Røde Kors, som hjælper til ved en af byens katolske kirker.
- De er ødelagt. Ikke blot familierne, men også øjenvidner reagerer på et personligt og meget følelsesmæssigt plan, siger Slabicky.
Præsident Barack Obama ventes til den lille forstad senere søndag.
Det Hvide Hus oplyser, at præsidenten vil tale ved en kirkelig højtidelighed på tværs af de forskellige trosretninger og møde de ramte familier.
Samtidig er efterforskningen af sagen inde i en afgørende fase, da retsmedicinere er ved at obducere Lanza, som efter alt at dømme skød sig selv inde på skolen.
Obduktionen vil måske afsløre nye ting om den gådefulde 20-årige, der var en sky og tilbageholdende ung mand, der aldrig havde vist tegn på voldelige tilbøjeligheder.
Connecticuts guvernør, Dannel Malloy, oplyste søndag, at Lanza skød gennem en ny sikkerhedsdør for at tiltvinge sig adgang til skolen.
- Han skød sig ind i bygningen. Han skød sig bogstaveligt til en indgang. Så kraftigt var hans gevær, siger Malloy i et interview med CNN.
Han tilføjer, at Lanza "åbenlyst var mentalt forstyrret, da han ellers ikke ville kunne have begået en sådan forbrydelse."
- Jeg er sikker på, at vi kommer til at høre mere om ham, hans problemer, hans familie, siger Malloy.
Politiet er også ved at undersøge, hvorfor Lanzas dræbte mor havde samlet et lille arsenal af kraftige våben i et trygt velhaverkvarter.
Faren til gerningsmanden, Peter Lanza, er en succesfuld forretningsmand, som er skilt fra Adams mor, Nancy.
/ritzau/AFP