En 28-årig mand er blevet anholdt i forbindelse med en række brande i Fredericia.
Det fortæller Politiet i en pressemeddelelse.
Sydøstjyllands Politi var natten til onsdag til stede ved brande flere steder i Fredericia. Omkring kl. 01.00 modtog politiet en anmeldelse om en brand ved Nørrebrogade i Fredericia, hvor der var ild i to varebiler, en parkeret sættevogn og en industribygning.
Cirka kl. 01.40 modtog politiet endnu en anmeldelse om brand. Denne gang på Jernbanegade i Fredericia, hvor der var ild i flere busser, som udbrændte.
En mindre brand, der opstod omkring kl. 00.30 i nat i Danmarksgade i Fredericia, efterforskes også sammen med de øvrige to brande.
Den fortsatte efterforskning skal nu afdække hændelsesforløbet, hvorvidt der er en sammenhæng mellem de opståede brande, og om der er tale om forsætlig brandstiftelse.
Sydøstjyllands Politi er sammen med Trekant Brand fortsat til stede i Fredericia, hvor brandvæsnet stadig er i gang med brandslukningen ved Banegården på Jernbanegade i Fredericia. Brandene medførte udelukkende materiel skade.