Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er på bar bund i en serie brande i Slagelse midtby natten til onsdag.
Her brændte fem biler. Alle brandene blev anmeldt indenfor et tidsrum på 33 minutter.
Det skriver TV Øst.
Vagtchef Jan Nielsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, siger til tv-stationen, at der arbejdes ud fra en teori om, at brandene er antændt af den eller de samme gerningsmænd.
- Det tætte tidsrum og den anvendte fremgangsmåde tyder på, at der er tale om den samme, siger vagtchefen.
Mellem den første brand og den sidste brand er der 3,4 kilometer i fugleflugtslinje, skriver TV Øst. Og politiet mener derfor, at gerningsmanden/-mændene har benyttet et køretøj.
Den første brand blev anmeldt klokken 01.30 og den sidste klokken 02.03.
Hærges af påsatte brande
Brandene er de seneste i en serie af brande, der de sidste par måneder har hærget Slagelse. Her er påsat brande i blandt andet affaldscontainere, biler og scootere.
Endnu er ingen mennesker kommet til skade ved brandene, men 23. maj fandt politiet spor af en hjemmelavet brandbombe efter fem påsatte brande i boligområdet Ringparken, også kendt som Nordbyen.