Uskyldige billeder af heste kan normalt ikke få andre end piger i konfirmationsalderen til at gå i selvsving.
Men i USA er et hestefoto blevet omdrejningspunkt for en strid mellem en rebelsk hjemmesideejer og den gigantiske butikskæde Walmart. Det skriver flere amerikanske medier.
Butiksgiganten mener, at et foto med en hest klippet ind på et billede af en Walmart-butik på en hjemmeside ved navn Walmart.horse krænker Walmarts rettigheder og svækker kædens "brand".
Walmart har derfor sendt en mail til hestesidens ejer, Jeph Jacques, med besked om at stoppe med at bruge domænet. Mailen har Jacques lagt op på sin anden hjemmeside, sammen med et svar, hvor han afviser at stoppe med at bruge Walmart-navnet.
- Jeg vil mene, at Walmart.horse er en tydelig parodi og derfor falder ind under rimelig anvendelse. Offentligt tilgængelige billeder af en hest, en Walmart-butik og komisk musik signalerer klart, at siden er ment som en spøg. Jeg vil med glæde lave en disclaimer, der understreger det, på hjemmesiden. Hvis I har nogle specielle ønsker om andre dyr, I gerne vil se på billedet på hjemmesiden, vil jeg gerne imødekomme dem! skriver Jeph Jacques i svaret.
Det fremgår ikke af mailudvekslingen, hvad den dybere mening med hestefotoet er.