Nu fiskes der igen efter folk, som godtroende klikker på links i sms'er. Og denne gang er det Matas, det går udover, skriver BT.
I sms'er skriver svindlere på dårligt og fejlfyldt dansk, at "Du er udvalgt som test person pga dit nylig køb, i en af vores butikker". Med teksten følger et link.
Artiklen fortsætter under billedet ...
"Vi anbefaler, at man ikke trykker på linket. Det er spam, og beskeden skal helst bare slettes", skriver Matas på kædens Facebook-side.
Kæden anbefaler desuden, at kunderne henvender sig, hvis de har modtaget beskeden: "Husk altid at du kan spørge os til råds, hvis du har modtaget noget, som ser underligt ud, inden du reagerer på beskeden".
- Der er hele tiden nogle beskeder. Vi beder folk om at være opmærksomme på det, og det er også derfor, vi selv skriver på vores Facebook-side, at folk skal være opmærksomme, siger Klaus Fridorf til BT.