Vi skulle have ligget på stranden, soppet i badebassinet i haven og nydt solen på fortovscafeen. Som vi plejer at gøre i juli.
Men med en juli måned så fuld af regnvejrsdage, at den har slået den hidtidige rekord for regnvejrssommeren 1980, tyder meget på, at danskerne har valgt at holde sig inden døre.
Og i hvert fald kan regnvejret måles kontant på salget - eller mangel på samme - af solcremer.
- Regnvejret betyder, at vi langt fra har haft det salg af solcreme, som vi havde håbet på, oplyser informationsafdelingen i Coop Danmark, som blandt andet ejer SuperBrugsen, Kvickly, Fakta og Irma.
Men mens de sløje salgstal ikke har fået Coop Danmark til at ændre salgsstrategi, har alle Matas-kædens 292 butikker landet rundt onsdag taget konsekvensen af den våde sommer.
- Vi har netop sat prisen på alle Matas egne solbeskyttelsesprodukter ned med 40 procent, siger informations- og miljøchef i Matas Henrik Engberg Johannsen.
Men selvom solen har svigtet os denne sommer, slår vi danskere os ikke til tåls med en bleg teint. Nej, vi griber til andre og kontrollerbare midler.
- Til gengæld har både i juni og juli har haft stor efterspørgsel på vores selvbruner, siger Henrik Engberg Johannsen.
Det er en tendens, både Coop Danmark og Matas mærker. Og det er især de miljøvenlige af slagsen, som de solhungrende tyer til, når kroppen skal farvelægges.