Danske butikker har fået et nyt våben i kampen mod udenlandske bander, der i stigende grad begår røverier.
En ny database åbner til nytår.
I databasen, kaldet crimestat, kan butikkerne lægge oplysninger ind om røveriet - hvor det skete, hvordan røverne kom, hvilke våben, der blev brugt, og hvordan røverne ankom til butikken - derefter kan andre butikker gå ind og hente informationerne.
Det er Dansk Erhverv, der står bag kriminalitets-databasen. Ifølge procesdirektør i Dansk Erhverv, Lars Alexander Borke, er formålet primært at forebygge nye røverier.
"Vi arbejder i realtime. Det betyder, at den data, man lægger ind, kan ses med det samme i andre butikker. Dermed kan vi bedre dæmme op for udenlandske bander, der angriber by for by. Butikkerne kan se, hvor røverne har slået til og tage deres forholdsregler og måske give politiet et tip, så de kan handle, inden det går galt," siger han til Newspaq.
Også politiet skal kunne bruge databasen.
"Vi skal ikke fange røvere. Men forhåbentlig vil politiet på sigt kunne logge sig ind i crimestat og få de samme oplysninger," siger Lars Alexander Borke.
I første omgang har Dansk Erhverv fokus på røverierne.
"Men hvis basen bliver en succes, vil vi udbygge med tyverier og indbrud," siger Lars Alexander Borke.
Antallet af røverier i butikker er steget hvert eneste kvartal de sidste to år.