Ritzau
Opdateret kl. 21:20
En person har mistet livet i Island, efter at en bus med 46 kinesiske turister kørte af vejen efter et sammenstød med en bil.
Yderligere 12 er alvorligt kvæstede, oplyser politiet i Island.
Bilen og bussen kørte sammen på Hringvegur nær lavafeltet Eldhraun. Det ligger omkring 250 kilometer øst for Islands hovedstad, Reykjavik.
Ifølge den foreløbige efterforskning indtraf ulykken, da bilen sænkede farten foran bussen, fordi den ville dreje mod et udkigspunkt.
Bussen landede på siden i sammenstødet. To passagerer blev fanget under den. Den ene døde på stedet.
Fjalar Ulfarsson, der ejer busselskabet, siger, at den kinesiske gruppe turister var på et fire dage langt besøg.
- Vejen er smal, og fra hvad jeg kan forstå, var den isglat, siger han.
Islands blodbank har bedt om donationer af blodtype O oven på ulykken.
Tre helikoptere var med til at transportere de hårdest kvæstede til et hospital i hovedstaden.
De resterende 33 buspassagerer blev behandlet i den nærliggende landsby Kirkjubaejarklaustur.
Passagererne i bilen var også turister. De er fra Litauen. De kom ikke noget til i sammenstødet.
/ritzau/AP