To timer før Foghs hvide valgbus rammer McDonald s i Næstved, kan statsministeren ikke nævne en eneste menu fra verdens mest berømte discountrestaurant. Og nu, klokken 18.38, fanger plastikbordet pludselig, da den lokale Mc-chef med det brede, blå slips spørger, hvilken ret den prominente gæst ønsker at bestille.

» McFeast . Med cola,« siger Anders Fogh Rasmussen, ikke uden gennemslagskraft. For McFeast -menuen er et fornuftigt valg, forlyder det i den omkringstående kødrand af pressefolk.

»Pigernes favorit«, »Slankeburgeren«, »Den moderne mands valg«, bliver der sagt.

Det er godt, at en statsminister har masser af rådgivere, der kan lægge de rigtige ord i munden på én, hvis det kniber. Selv navnet McFeast udtaler han perfekt. Det bekræfter den unge pige, som har fået til at opgave at servicere Fogh og co.

McFogh med fremmed-element

Hun er ikke alene. Der er ekstra bemanding under det gyldne M på Gl. Holstedvej her til aften. McDonald s Danmark har sendt både koncerndirektøren, kommunikationschefen og et helt pr-bureau den lange vej fra hovedstaden for at sikre sig, at alt går glat, når Venstres kampagne swinger forbi.

Da turens valgtema er integration , har man endda sørget for at delegerere etniske medarbejdere fra både Køge og Albertslund, fordi der ellers ikke ville være nok mørklødede mennesker til at fylde de to borde, der på forhånd er ryddet til mødet mellem ministeren og de udvalgte mønstereksempler.

Ingen kan høre, hvad de snakker om. For det støjer en del på det folkekære spisested. Men efter en halv time er det tid til gruppefoto. Manden med det brede, blå slips (den lokale ejer) og manden med det lilla slips (koncerndirektøren) står nærmest Fogh. De unge indvandrere ser også glade ud.

»Det er ikke et mediestunt,« forsikrer Fogh, da Nyhedsavisen lufter tanken. For selvom statsministerens livret er frikadeller med brun sovs og kartofler, så smagte burgeren altså også godt.

Men hvorfor får du først øje på McDonald’s nu her under valgkampen. De har haft indvandrere ansat i 20 år?

»Joh, men vi skal bare være glade for, at de private virksomheder gør noget. Helt ærligt, jeg synes altså, det her er sådan en superpositiv historie,« slår han fast.

Så sætter vi os atter i bussen. Vi kan gøre det endnu bedre , står der hen langs siden.

Fogh-bus i røgslør

På bussens bag hænger et gigantisk klistermærke af en stålsat statsminister. Det er umuligt at afgøre, om han forsøger at smile eller forsøger at undgå at smile på billedet.

Inde i denne bus, Danmarks mest miljørigtige, er der læder på sædet og slik i skåle og soda på køl og højt belagt smørrebrød i lange baner. Og to lyshårede stewardesser , der mindst hver 10. minut spørger, hvad du mangler.

Det er luksus. Meget bedre end Socialdemokraternes valgbus. Dog kan personalet hverken levere et længere solo-interview med chefen eller en kold fadøl – som i de tider, hvor Uffe Ellemann stod for løjerne, når Venstre drog på valgtour.

Vi er snesevis af journalister, der fylder bussens forende. Vi er alle blevet godkendt til turen af pressechefen og i særlige tilfælde PET (der også er iblandt os), og selv vi er embedded på samme måde som pressen hos det amerikanske militær i Irak, så er vi kritiske. Meget kritiske.

Rygter om, at pressen har en vis ærefrygt over for Foghs håndfaste form, kan statsministeren ikke genkende, da Fogh bliver spurgt om emnet.

For selvom bussens hovedperson har sin egen bås med lukket dør nede bag i bussen, kommer han gerne ud for at skænke sig en kop sort kaffe og læne sig op af et lædersæde, mens han gennemgår kampformen med de nærmeste.

»Det går godt med valgkampen.« »Vi venter endnu et løftebrud fra Thorning.« »Der er tale om røgslør fra Socialdemokraterne.« »Venstre er rustet til tænderne.«

Fars Colgate

Særligt forberedt er partiet, da bussen stopper hos endnu en virksomhed, der har fået en pris fra Integrationsministeriet.

Så er det, Venstres anden valgbus kommer til sin ret. For den er fyldt med unge mennesker iklædt blå vindjakker, der kan danne æresport for statsministeren, inden han går ind for at møde endnu en direktør og en flok udvalgte indvandrere, der er kommet gennem arbejdsmarkedets nåleøje på grund af nøgleord som fleksibilitet , netværk og mentor-ordninger .

De unge Venstre-entusiaster går også ind for fleksibel networking. De, der er under uddannelse, tager sig to og en halv uges fravær for at kunne støtte partiet, og servitricerne i bussen arbejder oven i købet gratis. Ingen af Foghs egne hjælpere er indvandrere.

Skuespilleren Farshad Kholghi er det eneste etniske indslag, der for alvor kommer tæt på Fogh. På valgbussen kalder vi ham Fars Colgate . For han smiler så meget, selvom han er taget helt fra København til Næstved for at deltage i det daglige Den ekstra kilometer -indslag. Her løber udvalgte personer kondiløb med statsministeren. Det er en god photo opportunity , som man siger i pr-kredse. Ekspræsident Clinton gjorde det også for at se mere sund og stærk ud.

Hvid trendsætter

Klokken er morgen, og i Vordingborg og omegn er der mange stavgængere på de kurvede landeveje.

Vi skal besøge en fabrik, der laver køkkener. Samtalekøkkener med navne som Højglans , Kalket Eg og Trendsætter Light .

På en af de andre virksomheder, vi har besøgt, kaldte man de danske medarbejdere for gammeldanskere . Her på køkkenfabrikken kalder man til gengæld nydanskere for kulturbærere . Det skaber lidt forvirring med den slags begreber, men direktøren får på et tidspunkt gjort klart, at hans virksomhed beskæftiger 25 procent etniske danskere, hvorefter han lander en hel bunke køkkenkataloger i statsministerfrue Anne-Mette Rasmussens favn. Hun er kommet med på bussen, fordi integrationstemaet nu har fået en feminin kant.

»Husets hjerterum,« kalder hun sit og ministerens samtalekøkken.

»Ja, samtalekøkkenet er et symbol på den stigende velstand,« siger hendes mand.

Køkken med brune øjne

ADGANG PÅ EGET ANSVAR står der på gulvet, da vi går ind i montageafdelingen for at sige hej til Hussein (mellemleder i næsten syv år, ansvar for 14 medarbejdere), men det er hans makker, Mujo Smajlovic, der bryder etiketten – selvom det egentlig bare var planlagt, at han skulle vise statsministeren et billede af fabrikkens firmafodbold, der fik en andenplads i 2005.

»Jeg vil gerne sige noget til dig. Jeg har en datter på 19 år, der gerne vil giftes med en mand fra Bosnien, som er 22 år. Det kan de ikke få lov til på grund af 24-års-reglen. Det håber jeg, du vil lave om på. Det er alt, hvad jeg har på hjerte,« lyder det fra Mujo.

Anne-Mettes smil stivner en smule, mens statsministeren kigger på direktøren, der kigger på medarbejderen.

»Skal vi gå videre ind ved siden af?« spørger direktøren.

»Held og lykke med fodboldholdet,« siger Anders Fogh.

På vej ud af fabrikken spørger ejerens 13-årige dreng, hvad statsministeren faldt for ved sin kone.

»Jeg faldt for hendes søde, brune øjne,« siger han venligt.

Og så går ministeren og hele hans følge igen. Tilbage står frugtfade og lange kolonner af uåbne øl og sodavand.