Mange husker Bille Augusts ikoniske film om “Busters Verden” fra 1984. Nu får Bjarne Reuters klassiker nyt liv på lærredet i form af en genindspilning. Det oplyser FilmFyn i en pressemeddelelse.
Den kommende familiefilm "BUSTER" skal med støtte fra FilmFyn optages på Fyn til august med Martin Miehe-Renard som instruktør og Jesper Nicolaj Christiansen som manuskriptforfatter.
Filmen har bl.a. Manfred Weber i hovedrollen som Buster Oregon Mortensen mens også Kerstin Jannerup Gjesing, Ibi Støving, Magnus Millang og Henning Jensen er på rollelisten.
Skal optages på Fyn
Hos FilmFyn er glæden stor over at kunne støtte genindspilningen af en af dansk børnefilms ikoniske filmtitler. Direktør Klaus Hansen udtaler:
- Politikerne har i filmloven sat barren for dansk film højt, i og med at mindst 25% af de offentlige støttemidler skal anvendes på film for børn og unge. FilmFyn har siden etableringen i 2003 sat en stor ære i at leve op til det krav – både hvad angår mængden og kvaliteten af børnefilm. Det er derfor med stor fornøjelse at FilmFyn har kunnet bidrage til genindspilning af den ikoniske fortælling om Busters Verden, siger direktør Klaus Hansen.
Den nye udgave af “BUSTER” skal primært optages på Fyn.
- At filmatisere historien om Buster i en opdateret version, synes vi tiden og en ny generation kalder på. En nyfortolkning, som vores børn fuldt kan relatere til. Buster bor i hjertet hos flere generationer i hele Danmark, og nu skal den nye "Buster" optages på Fyn. Både filmens instruktør og producere har mange og gode erfaringer med at lave film på Fyn, og vi glæder os meget til at komme tilbage. Fyn skal det være – Fyn er film, lyder det fra filmens producent Hans Bülow Ungfelt.
Filmen kan ses i biografer over hele landet den 17. juni 2021.