Sandsynligheden for, at busserne er i omdrejninger i morgen, er ganske god.
Den udmelding kommer fra Peter Bækmand, tillidsrepræsentant for chaufførerne i hovedstadsområdet.
- Efter mine oplysninger kører alle busserne regelmæssigt igen i morgen, siger tillidsmanden. Hvad angår resten af dagen i dag, bliver de busser, der kører nu også ved med at køre, siger han.
Ifølge kommunikationsmedarbejder Mette Kruse Danielsen i det tidligere trafikselskab HUR, nu kaldet Movia, har buschaufførernes nedlæggelse af arbejdet berørt over en halv million busrejser.
- I hovedstadsområdet er det i dag 640.000 busrejser, der har været ramt, siger hun.
Beregningen omhandler altså ikke personer, men antal påstigninger. Mette Kruse Danielsen oplyser, at det er 230 buslinier, der ikke har kørt i dag i Københavnsområdet. Og at kun 19 buslinier har været til rådighed for folk.
- Det er mange tusinde mennesker, der i dag ikke har kunne komme til og fra arbejde, siger hun.
Også Vestsjælland og Sydsjælland har dagen igennem været ramt af arbejdnedlæggelser og har derfor kun haft få busser på gaderne i forhold til normalt.
Men ifølge trafikinformationen Midttrafik har busserne i Midtjylland i dag kørt, som de plejer trods varsler om landsdækkende strejke. Tirsdag aften melder Midttrafik om forsat ingen driftsforstyrrelser, ligesom de forventer, at alle busser igen i morgen kører som planlagt.
Hold dig opdateret på www.movia.dk