- Vi har ingen spor at gå efter, og ved
endnu ikke om dette er en straffesag, siger Bjørnar Gilberg fra Oslo
Politis Efterforskningsafdeling til avisen Verdens Gang i Norge.
Man ved endnu ikke, hvordan passagererne har fået brandsårene,
men formodentlig har de sat sig på en ætsende væske, som var hældt på
nogle af bussens sæder.
Alle fire mærkede en ubehagelig smerte på bagen enten med det samme, eller umiddelbart efter de var stået af bussen.
- Da jeg stog af bussen, havde jeg smerter på rumpen. Men det var
ikke så voldsomt så jeg reagerede på det umiddelbart, fortæller en af
passagererne til Verdens Gang.
Driftsdirektør Helge Leite fra busselskabet, som kører linie 31, tager sagen meget alvorligt.
- Vi vil til bunds i denne sag, men har brug for hjælp fra eksperter
for at finde ud af hvad der er sket. Vi har aldrig før hørt om nogen
lignende, siger han til en anden norsk avis.
Leite udelukker at
passagerne er blevet skadet af sædernes betræk, men han tror, at nogen
har taget en ætsende væske med i bussen.
En af passagererne har anmeldt forholdet til politiet. Det samme kan blive aktuelt for busselskabet, siger driftsdirektøren.