Når en buschauffør i Køge tjener syv kroner mere i timen end en chauffør på Fyn, er det ikke udtryk for, at det er hårdere at køre bus i hovedstadsområdet end i provinsen.
Lønforskellen mellem de københavnske chauffører og resten af landet har derimod en historisk forklaring.
Da HT-området gik fra at være offentligt til privat fulgte de københavnske chaufførers løn og privilegier med. Og forskellen bliver ved med at være der, for 3F vil ikke gå udenom de københavnske chauffører, som skal have den samme stigning, som resten af chaufførerne, når der forhandles med arbejdsgiverne.
I 3F er løsningen på konflikten klar.
- Vi vil hæve de øvrige chaufførers timeløn med 7 kroner, men det ville arbejdsgiverne ikke finansiere. I al den tid, vi har forhandlet overenskomst, har vi forsøgt at udligne forskellen, og alt der står tilbage nu er lønnen. Resten er blevet udlignet. Så vi har kæmpet for det, og det vil vi fortsat gøre, siger Jan Villadsen forhandlingssekretær i 3F’s transportgruppe.
Men indtil videre ser det ikke ud til, at konflikten bliver løst, og 3F godtager ikke da heller ikke arbejdsgivernes løsning: At sænke de københavnske lønninger.