Det koster Israel 125.000 kroner i timen at passe på George W. Bush, når han torsdag besøger landet for første gang i sin præsidentperiode.
10.500 politifolk skal bevogte præsidenten, bombehunde skal sniffe sig frem til trusler, og snigskytter står parate på Jerusalems tage for at dræbe eventuelle terrorister.
George W. Bushs besøg i Jerusalem er da også det vigtigste besøg i Israel i næsten et årti – siden Bill Clinton som den seneste amerikanske præsident besøgte landet i 1998. Under besøget skal Bush møde både Israels premierminister, Ehud Olmert, og palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas.
Kickstart til fred
Modstandere af besøget varmede allerede i går op ved at fyre raketter ind i Israel fra Libanon for første gang i et halvt år.
Bush håber med besøget at kickstarte fredsprocessen, efter at palæstinenserne og israelerne i november blev enige om at genoptage forhandlinger.
»Det har stor symbolsk betydning, at Bush endelig besøger Israel og de palæstinensiske områder. Når en amerikansk præsident besøger det område, forventer man, at der kommer noget ud af det, og det er en klar markering af, at konflikten er tilbage på Bushs dagsorden efter at været blevet lagt på is i mange år. Spørgsmålet er, hvor helhjertet han mener det,« siger Niels Bjerre-Poulsen, der er leder af Center for Amerikanske Studier på Copenhagen Business School.
Både Bjerre-Poulsen og en lang række internationale analytikere tvivler på, hvor meget der vil komme ud af det symbolske besøg. I de palæstinensiske områder kæmper de to grupper Fatah og Hamas om magten, og befolkningen er delt i spørgsmålet om fred med Israel.
Front mod Iran
Samtidig har Bush også sin helt egen dagsorden for sin tur til Mellemøsten. Efter besøget i Israel tager han nemlig videre til fem andre lande i regionen. Og her er missionen først og fremmest at samle den arabiske verden imod Iran.
»En af grundene til, at jeg tager til Mellemøsten er at gøre det meget klart over for lande i den del af verden, at vi ser Iran som en trussel,« siger George W. Bush til den israelske avis Yediot Ahronot.
Bush frygter, at Iran stadig har planer om at udvikle atomvåben, selvom USA s efterretningstjenester mener, at Iran stoppede sit a-våbenprogram i 2003.