Kapitalindsprøjtningen skal sikre, at USA's store bilindustri ikke kollapser ovenpå den finansielle krise.
Den afgående præsident George Bush fremlægger forslaget blot en uger efter at kongressen afviste hans redningspakke.
"At tillade USA's bilindustri at kollapse ville ikke være en ansvarlig handling. Det ville være et uacceptabelt smerteligt slag for amerikanere langt ud over bilindustrien," siger han.
Pengene skal komme fra regeringens 700 milliarder dollars store økonomiske redningsplan, der først og fremmest er møntet på bankerne.
Med lånene til bilindustrien følger krav om, at de inden slutningen af marts viser, at de er levedygtige på længere sigt.
I slutningen af næste år skal de skære ned på lønningerne for at blive konkurrencedygtige i forhold til japanske firmaer som Toyota og Nissan.