Det var sjette gang, at George W. Bush gik på talerstolen for at berette om det amerikanske riges tilstand, da han natten til onsdag afgav i sin årlige ’State of the Union’-tale.
Og det var en presset præsident, som aflagde beretning foran Kongressen. Bush har aldrig haft så dårlige meningsmålinger i USA og tabte i november flertallet i Kongressen til demokraterne.
Det tab sås tydeligt i talen, hvor Bush havde flere demokratiske mærkesager på programmet. Han fokuserede på miljø og fremlagde en plan for at mindske det amerikanske benzinforbrug med 20 procent over de næste 10 år, og han gjorde samtidig opmærksom på, at USA’s sikkerhed vil blive forbedret, hvis amerikanerne tanker mindre.
»Denne afhængighed (af olie red.) gør os sårbare over for fjendtlige regimer og for terrorister, som kan udøve stor skade på olieleverancer, hæve prisen på olie og alvorligt skade vores økonomi,« sagde præsidenten.
Hans nyligt offentliggjorte planer om at sende 21.000 flere tropper til Irak bad han om opbakning til og forståelse for:
»I sidste ende har jeg valgt denne strategi i Irak, fordi den giver os den bedste mulighed for succes,« sagde George W. Bush.
Efter talen havde demokraterne valgt senator Jim Webb til at give deres kommentar til den. Han rettede en skarp kritik mod Bush’s planer om flere tropper i Irak.
»Et flertal i befolkningen støtter ikke længere den måde, at krigen bliver udkæmpet. Det gør størstedelen af vores militær og størstedelen af Kongressen heller ikke. Vi har brug for en ny retning,« sagde senatoren, som selv stammer fra en militærfamilie.
Han skyndte sig at tilføje, at hvis George W. Bush ikke selv kan finde den ny retning i Irak:
»Så skal jeg nok vise ham den.«
Ved flere af forslagene var der bifald fra begge sider af salen. Men der var også stor utilfredshed blandt republikanerne, da Bush igen fremsatte et forslag om, at give midlertidige arbejdstilladelser til udlændinge. Mange republikanere anser den plan, som første skridt til at give en stor del af de mange millioner illegale indvandrere mulighed for lovligt at blive i USA.
Yderligere planer, som Bush fremlagde i talen:
Udvide den amerikanske sundhedssikring.
Begrænse drivhusgasser.
Budget som skal fjerne statsunderskuddet på fem år.
Vil forstærke hæren og marinekorpset med 92.000 tropper i løbet af fem år.
Oprette civilt beredsskabskorps.
Plan om midlertidige arbejdstilladelser til udlændinge.