Modsat de millioner af mennesker, der via internettet har set Saddam Husseins sidste sekunder, har George W. Bush endnu ikke set den kontroversielle mobiltelefonoptagelse. Det har han angiveligt ikke brug for, da han kun kigger »fremad« i Irak. Det skriver Reuters onsdag.
En talsmand for det Hvide Hus, Tony Snow, antyder, at polemikken omkring Saddam-videoen er overdrevet:
»Jeg tror, at det vigtigste er, at Saddam Hussein blev henrettet efter en lang retssag, en lang og offentligt retssag, som mødte internationale standarder,« fortæller Tony Snow til Reuters og fortsætter:
»Det er interessant, hvordan der er så meget postyr omkring de sidste to minutter af Saddam Husseins liv og mindre omkring de første 69 år, hvor han myrdede tusinde af mennesker. Det var jo derfor, han blev henrettet.«
Den irakiske regering har iværksat en undersøgelse af hvem, der filmede Saddam Husseins henrettelse, hvor vagter håner den tidligere irakiske diktator, kort før faldelemmen åbnes.