Syrien og Iran bliver ikke inviteret til forhandlinger med USA foreløbigt. Det fastslog USA?s præsident George W. Bush torsdag.
På et fælles pressemøde med Storbritanniens premierminister, Tony Blair, erkendte Bush, at der var brug for en ny strategi i Irak, hvis udviklingen i landet skal vendes. Men han afviste at forhandle direkte med Syrien og Iran om en løsning, som Baker-rapporten ellers anbefaler. Det skriver BBC.
»Sandheden er, at det er op til de to lande. Hvis de vil sætte sig til forhandlingsbordet med USA, er det nemt nok. De skal bare tage nogle beslutninger, som fører til fred, ikke til konflikt,« sagde George Bush på mødet med henvisning til Irans omstridte atom-program.
Bush sagde yderligere, at han ville have Baker-rapporten med i sine overvejelser om en ny strategi, men hvor mange af rapportens 79 anbefalinger, han vil følge, kom ikke frem på pressemødet.