Færre soldater og mere snak. Det vil tilsyneladende bliver nogle af anbefalingerne, når Baker-kommisionen inden længe afleverer sit oplæg til en ny Irak-strategi til George W. Bush.
Kommisionens arbejde er tophemmeligt, men flere medlemmer har lækket detaljer fra et udkast til den endelige rapport til avisen New York Times.
En af ideerne er at fokusere endnu mere på træning af det irakiske militær og gradvist trække amerikanske kamptropper ud af landet. Ifølge kladden vil medlemmer af udvalget reducere antallet af tropper fra 150.000 til 70-80.000 i løbet af et år. Men kladden er ikke endegyldig, understreger kilder. Den skal først diskuteres igennem af alle ti medlemmer, inden den vedtages.
»Det er slet ikke sikkert, at vi kan blive enige om de militære spørgsmål,« siger et medlem af kommisionen til avisen.
Kommisionen forbereder også at råde regeringen til at samarbejde mere med Iran og Syrien om at skabe fred i Irak. En strategi, som USA?s tidligere forsvarsminister, Donald Rumsfeld, afviste i sin ministertid.
Baker-kommisionen skal nu diskutere rapporten igennem, og den endelige version ventes at komme inden for en måned. Rapporten ventes at få stor indflydelse, da der sidder repræsentanter fra både Demokraterne og Republikanerne i udvalget. USA?s nye forsvarsminister, Robert Gates, var selv medlem af kommisionen, indtil han blev minister.