I midten af denne uge vil George W. Bush i en tale foreslå at sende flere soldater til Irak, oplyser BBC. En anonym kilde i den amerikanske regering siger til tv-stationen, at talen vil fokusere på at øge antallet af soldater frem for at øge fokus på træningen af de irakiske sikkerhedsstyrker.
Hvor mange ekstra tropper, Bush vil sende til Irak, er ifølge kilden endnu ikke fastlagt.
Hvis BBC’s oplysninger er korrekte, bliver Bush’s tale kontroversiel. Den tværpolitiske Baker-Hamilton-gruppe rådede i december Bush til det stik modsatte: At skære antallet af tropper ned og fokusere langt mere på træning af de irakiske styrker.
Ifølge BBC er flere af Bush’s partimedlemmer vrede over rygterne om hans nye planer i Irak. En republikansk senator kalder strategien for ren »Alice i eventyrland«.