Han skulle egentligt have været 2½ år bag tremmer.
Lewis Libby, tidligere stabschef for den amerikanske vicepræsident, Dick Cheney, blev i juni dømt til fængsel for at lyve i en sag om, hvem der lækkede identiteten på en CIA-agent.
Men mandag blev Libby benådet af USAS præsident, George Bush, og det blev straks mødt emd skarp kritik fra både politiske modstandere og kommentatorer.
Sagen drejer sig om CIA-agenten Valerie Plame, hvis identitet blev afsløret, efter hendes mand - den tidligere amerikanske ambassadør Joseph Wilson - havde kritiseret USAs krig mod Irak.
Lewis Libby er ikke dømt for at have lækket Plames identitet, men for at lyve om sagen og spolere efterforskningen.
Mandagens benådning fik flere demokrater til at beskylde George Bush for at misbruge sin magt og for at føle sig hævet over loven.
- Forfatningen giver præsident Bush ret til at omstøde domme, men historien vil dømme ham hårdt for at bruge sin magt til fordel for sin egen vicepræsidents stabschef, der blev dømt for så alvorlig en lovovertrædelse, sagde demokraternes leder i Senatet, Harry Reid.