Der bliver ingen lykønskningstelegrammer, ingen stor fest og ingen interview, når en af verdens mest indflydelsesrige mænd i dag fylder 50 år. Osama bin Laden, verdens mest eftersøgte mand, må fejre dagen i skjul – sandsynligvis i en hule eller en lerbygning i Pakistans lovløse grænseregion Waziristan.
Mens islamistiske terrorister over hele verden vil sende respektfulde tanker til bin Laden, sender George W. Bush sine helt egne gæster. Kilder i den amerikanske regering oplyser til ABC, at CIA har ekstra agenter og nyt udstyr på vej til grænseregionen for at fange Bin Laden.
Ham, som slap væk
I fem år har amerikanerne jagtet manden, der har taget skylden for angrebene på USA 11. september. Men den saudiarabiske islamist har overlevet bombeangreb i Tora Bora-bjergene og dusørjægere, der er ude efter de 25 millioner dollar, USA har udlovet for hans hoved.
Den britiske journalist Robert Fisk er en af de få vestlige journalister, der har interviewet bin Laden:
»Jeg tror ikke, han fejrer dagen i sin hule. Han reflekterer sikkert bare over, at selvom hans skæg er blevet hvidplettet, så er han stadig Vestens fjende nummer ét. Et lige så stort ikon som enhver djævel og så pinlig for hr. Bush, at præsidenten ikke længere tør udtale hans navn. For det minder hans tilhørere om, at bin Laden er ham, som slap af sted med det,« skriver Fisk i en kommentar til fødselaren.
Som den 17. søn af en rig, saudiarabisk forretningsmand var hellig kriger ikke den oplagte karrierevej for Osama. Men i sin ungdom mødte han vigtige militante islamister, og i 1980 erne fik han sit gennembrud som jihadist, da hans milits var med til at smide Sovjetunionen ud af Afghanistan.
Bagefter vendte han sigtekornet mod de amerikanske imperialister , som han mener er skyld i Palæstina-Israel-konflikten og de korrupte regeringer i Mellemøsten. 11. september 2001 fik han sin store hævn over ærkefjenden.
Osama er tilfreds
»Med angrebene opnåede han både mere, end han troede – og mindre. Hans budskab er kommet ud over hele verden, og han er blevet et symbol for islamister verden over. Men al-Qaeda havde håbet, at 11. september havde opflammet islamister til at vælte regeringer i Mellemøsten. Og det skete ikke,« siger lektor fra Syddansk Universitet Lars Erslev Andersen, der har fulgt al-Qaeda i mange år.
I sin hule i dag vil bin Laden se tilbage med tilfredshed på sit liv, mener forskeren:
»Hans rolle som inspirator for terrorister passer ham sikkert fint. Selvom hans projekt ikke er lykkedes endnu, har han en 100 procent klippefast tro på, at kampen vil lykkes.«