Mens diktatoren Robert Mugabe gør sig klar til at blive indsat som præsident i Zimbabwe, gør USA sig klar til at indføre sanktioner mod det afrikanske land.
Det skriver bbc.com.
Reaktionen fra USA kommer oven på fredagens præsidentvalg i Zimbabwe, hvor Robert Mugabe var eneste kandidat. Oppositionens kandidat havde trukket sig efter en bølge af vold, der skulle sikre Mugabe sejren.
USA's præsident, George W. Bush, siger, at han har instrueret en række ministre i at forberede sanktioner mod Zimbabwe. Det drejer sig blandt andet om en våbenembargo som følge af 'Mugabes regimes ligegyldighed over for befolkningens demokratiske vilje og menneskerettigheder'.