De sendte hele embedsværket ud for at bowle og så spiste de en to timer lang middag sammen - helt alene.
Den britiske premierminister, Gordon Brown, og USAs præsident, George Bush, mødte i weekenden hinanden for første gang. Det første mødte fandt sted på den amerikanske præsidents landsted, Camp David.
Og efterfølgende var bagge parter enige om, at der var grundlag for et positivt samarbejde.
- Vi har fundet en fælles platform, vi er kommet overens og har haft et afslappet og meningsfyldt møde, sagde Bush, da de to statsoverhoveder mandag eftermiddag dansk tid holdt pressemøde sammen.
Bush beskrev sin gæst, der går for at være en alvorlig skotte, som en morson mand, og en mand af principper, der har vist sig værdig som statsminister. Den amerikanske præsident gjorde hvad han kunne for at løfte stemningen under mødet med journalisterne, men Gordon Brown forblev stort set hele vejen igennem sit alvorlige jeg.
Den britiske premierminister beskrev samtalerne med Bush som indholdsrige og ærlige , hvilket ifølge BBCs korrespondent på stedet er et diplomatisk udtryk, der i virkeligheden dækker over et skænderi.
De to mænd har blandt andet drøftet situationen i Irak og Darfur samt krigen mod terror.
I forhold til Irak lovede Brown dog en fortsat britisk indsats i Irak.
- Vores mål er det samme som USAs, nemlig at overføre ansvaret for sikkerheden i Irak skridt for skridt til de irakiske myndigheder. Alle beslutninger om tilbagetrækning vil blive taget sammen med de militære chefer i felten, sagde Gordon Brown.