Præsident George W. Bush har ofret sig for krigene i Irak og Afghanistan. For han spiller ikke længere golf.
I et interview forklarer Bush, hvorfor han stoppede med at dyrke sin yndlingssport.
»Jeg vil ikke have, at en mor, der netop har mistet sin søn, ser den øverstbefalende spille golf,« lyder hans forklaring til tv-stationen Politico.
Ifølge præsident Bush lagde han køllerne tilbage i golfposen 19. august 2003. Den dag modtog han på golfbanen meddelelsen om FN-chefen Sergio Vieira de Mellos død i en bombeeksplosion i Bagdad.
»Jeg føler, jeg skylder familierne at udvise solidaritet. Og jeg mener, at det sender et forkert signal at spille golf i krigstid,« siger George W. Bush.
At Bush stopper sit golfspil i solidaritet vækker harme blandt mange af de udstationerede amerikanske tropper og deres familier.
»Tusinder af amerikanere har opgivet en del mere end golf for denne krig. At George Bush antyder, han har opgivet golf i solidaritet med familier til amerikanske soldater, er en fornærmelse over for alle amerikanere og en lussing i ansigtet på troppernes familier,« siger Brandon Friedmand, der er krigsveteran fra både Irak og Afghanistan.
Knæskade eller Moore?
Men Bushs udtalelse er måske slet ikke sand.
CBS News har dokumenteret, at Bush også spillede golf to måneder senere, nemlig den 13. oktober 2003. I samme periode døjede præsidenten desuden med en knæskade. Det kan have haft indflydelse på, hvorfor præsidentens golfkøller blev lagt på hylden.
4063 amerikanske soldater har mistet livet i Irak, og George Bush har ikke deltaget i en eneste af begravelserne.