Et lidt usædvanligt møde mellem USA?s præsident George W. Bush og Ruslands præsident Vladimir Putin er blevet sat i stand til at finde sted onsdag i Moskvas Vnukovo-2 lufthavn. Mens Bush? Air Force One bliver tanket op, vil de to magtfulde herrer tale om problemerne med Irans atomprogram, inden Bush flyver videre til Vietnam. Det oplyste pressefolk fra Putins stab til Reuters.
Med mødet i Moskva får Bush og Putin en mulighed for at få talt sammen, inden de igen vil mødes for at tale om Iran under APEC-mødet i Hanoi i Vietnam, hvor begge præsidenter vil deltage.
»Den mere detaljerede diskussion kommer til at foregå i Hanoi. Men selvfølgelig kan vi forvente en kort diskussion om Iran,« sagde en talsmand fra Putins stab.
Rusland og USA har forskellige synspunkter på Irans atomprogram, og ifølge Dmitry Trenin fra Moskvas Carnegie Center, er relationerne mellem Rusland og USA historisk dårlige:»I dag er atmosfæren mellem de to værre end på noget tidspunkt siden 1991.«