Krisen i den irakiske regering vokser. Den yderligtgående shiamuslimske præst Moqtada al-Sadrs gruppe forlader regeringen i protest mod premierminister Nouri al-Malikis møde med USA?s præsident Bush onsdag i Jordan.
Flere ministre og parlamentsmedlemmer er med i al-Sadrs gruppe, skriver AP.
Mødet mellem de to statsledere er også stødt på andre problemer. En amerikansk rapport fra Det Hvide Hus rejser tvivl om, hvorvidt Nouri al-Maliki gør nok for at forhindre volden mellem shia- og sunnimuslimer.
På dagsordenen er da også indsatsen for at få de irakiske sikkerhedsstyrker uddannet hurtigere, så de selv kan tage ansvaret i Irak, skriver AP.
Mødet i Jordan fortsætter torsdag.