Hver gang en person besøger det det hvide hus, bliver han eller hendes navn noteret. Det er Secret Service, der står for at føre protokollerne, som Bush-regeringen, ifølge nyhedsbureauet AP, indtil nu har gjort alt for at holde hemmelige.
Bush-administrationen har konsekvent bedt om, at protokollerne afleveres direkte til staben i Det hvide hus, fordi de mener, det hører under præsidentens private arkiv og derfor ikke er omfattet af den amerikanske offentligheds-lovgivning.
Men den går ikke, har en dommer nu slået fast. Besøgs-protokollerne fra Det hvide hus skal gøres tilgængelige for offentligheden og det samme skal listerne over besøgene hos vicepræsident Dick Cheney.
Besøg af kristne konservative
Det er organisationen Citizens for Responsibility and Ethics in Washington (CREW), der har rejst sagen for ad den vej at få indblik i, hvem der besøger præsidenten. Konkret ønsker organisationen at finde ud af, i hvilket omfang en række konservative, religiøse ledere har haft adgang til verdens mest magtfulde mand.
Det drejer sig blandt andet om præsten Jerry Falwell, der er en af USA s mest kendte tv-evangelister, Gary Bauer, der er leder af en magtfuld kristen organisation, og James
Dobson, der er leder af den kristne og ultrakonservative organisation Focus on the Family .
- Fra allerførste dag har Det hvide hus forsøgt at skjule for offentligheden, hvad der foregår bag de lukkede døre. Vi er glade for, at dommeren kunne se præsidentens åbenlyse forsøg på at hindre det amerikanske folk i at følge med, skriver direktøren for CREW, Melanie Sloan, i en pressemeddelelse.
Det ventes at dommen vil blive anket.