En milepæl. Så kort og præcist beskrev den amerikanske præsident George W. Bush søndag dommen over den irakiske eks-præsident Saddam Hussein, der skal straffes med døden for et folkedrab mod 148 shiamuslimer i 1980erne.
»Dommen er en milepæl i det irakiske folks bestræbelser på at erstatte et tyrannisk styre med lovgivning,« sagde Bush søndag aften dansk tid i Crawford, Texas.
Han fremhævede Husseins mulighed for at appellere dommen og understregede dommens historiske betydning.