Den afgående amerikanske præsident George W. Bush holdt fredag nat dansk tid sin afskedstale. Her gjorde han status over sine otte år i Det Hvide Hus.
"Jeg har fulgt min samvittighed og gjort, hvad jeg mente var rigtigt. Måske er I uenige i nogle af de vanskelige beslutninger, jeg har truffet. Men jeg håber, at I er enige i, at jeg var villig til at træffe de svære valg," sagde George Bush.
Den snart forhenværende præsident er blevet voldsomt kritiseret for altid at holde på sit og ikke være åben over for modsatte synspunkter. Og George Bush indrømmede, at han måske kunne have handlet anderledes.
"Der er ting, jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg fik chancen igen. Men jeg handlede altid ud fra, hvad jeg mente var bedst for vort land," sagde præsidenten.
Kritikere har hævdet, at Bush har gjort op med de traditionelle amerikanske værdier i kampen mod terrorisme. Blandt andet ved den omdiskuterede Guantanamo-lejr på Cuba, beslutningen om at invadere Irak og loven "Patriot Act", der giver udvidede beføjelser for myndigheder og politikere, men som er blevet kritiseret for at være forfatningsstridig.
Men George Bush understregede i sin tale, at Amerika er blevet mere sikkert end ved 11. september-angrebet for mere end syv år siden.
USA's kommende præsident Barack Obama tiltræder på tirsdag den 20. januar.