Den amerikanske præsident brillerede fredag med noget af det, han altid har været god til - ordkludderi.
Under et APEC-møde i Sydney fik George Bush takket den australske premierminister John Howard for at have besøgt de østrigske tropper i Irak.
Nu er der bare slet ingen østrigske tropper i landet, hvorimod den australske hær har 1.500 personer i Irak, og det var disse, John Howard havde besøgt.
Derefter forsatte præsidenten pinlighederne ved at forveksle de to organisationer APEC, Asia-Pacific Economic Cooperation, og OPEC, Organization of the Petroleum Exporting Countries.
George Bush roste den australske premierminister, som han mente havde været en god vært ved OPEC-mødet. Da tilhørerne begyndte at le, rettede George Bush sig selv og undskyldte sig med, at premierministeren havde inviteret ham med til næste års OPEC-møde.
Australien har dog aldrig været medlem af OPEC.