Topmødet skal afholdes så snart resultatet af det amerikanske præsidentvalg er kendt, meddelte Bush sammen med den franske præsident Nicolas Sarkozy og formanden for EU-Kommisionen, Jose Manuel Barroso. Det skriver Los Angeles Times.
Mødet skal efter alt at dømme afholdes inden nytår i New York, og planen er, at man på mødet skal finde en strategi, der kan redde verdensøkonomien fra den truende nedsmeltning.
"Det er afgørende nødvendigt, at vi får sikret fundamentet under den demokratiske kapitalisme, og dermed alle forpligter os til frie markeder, frie virksomheder og frihandel," sagde George W. Bush i en kommentar til topmødet.
Bush fortalte ikke, hvilken rolle hans efterfølger vil få på topmødet, men det ventes at han skal være med til at fastlægge den amerikanske linie på mødet, der dermed vil få mere vægt, end hvis Bush som afgående præsident alene skulle repræsentere USA.
-Newspaq