20-30 buschauffører bliver hvert år på landsplan snuppet med alkohol i blodet. Det er alt for mange, mener Arriva, der årligt i gennemsnit står for de ni af tilfældene med påvirkede chauffører. Derfor indfører trafikselskabet nu uanmeldte alkoholtjek af chaufførerne.
»Det er langt fra alle chauffører, der bliver opdaget, når de kører rundt påvirkede. Derfor er der grund til at tro, at der er langt flere, end vi har set. Og det harmonerer meget dårligt med vores primære kerneværdi, sikkerhed,« siger Arrivas kommunikationsdirektør, Jan Wildau.
I fremtiden vil chaufførerne ikke kunne vide, hvornår de bliver kontrolleret bag rattet. En sygeplejerske og en laborant vil ind imellem dukke op på de forskellige arbejdspladser og kontrollere medarbejderne. Hvis en chauffør har en promille på mere end 0,2, vil personen blive testet igen. Og hvis promillen viser det samme, bliver chaufføren bortvist fra arbejdspladsen.
Chaufføren kan dog få hjælp, hvis personen erkender sit problem og henvender sig til selskabet.
Tirsdag afprøvede Arriva de nye test i Vejle. 38 chauffører blev testet, og alle steder viste alkometeret 0,0.
Arriva driver mere end en tredjedel af den offentlige busdrift i Danmark, men det er det første selskab, der indfører uanmeldte alkoholtjek hos chaufføren,« siger Jan Wildau.