Mindst 26 landsbyboere blev dræbt, da en overfyldt bus skred af vejen og styrtede 200 meter ned i en flod i det vestlige Nepal torsdag.
Yderligere 36 er kvæstet. Det oplyser det lokale politi i Jajarkot-distriktet.
- Blandt de kvæstede bliver fire behandlet på det lokale hospital, mens resten er blevet fløjet til Nepalgunj (en by tæt på ulykkesstedet, red.), oplyser politiinspektør Suman Kharel.
16 mennesker blev dræbt på stedet, mens ti andre døde på hospitalet senere.
Bussen var pakket med passagerer, da ulykken indtraf nær landsbyen Bohara Gaun cirka 250 kilometer vest for Kathmandu.
- Distriktshospitalet er overfyldt med tilskadekomne, og vi leder stadig efter folk på ulykkesstedet, siger den lokale embedsmand Krishna Chandra Paudel ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ifølge myndighederne skyldtes ulykken, at der var for mange passagerer i bussen. Det skønnes, at der var omkring 50 passagerer.
Krishna Chandra Paudel tilføjer, at den pågældende bus samtidig var i dårlig stand.
Bussen var på vej ned ad en smal og blæsende vej fra landsbyen Khalanga i Jajarkot-distriktet til Khara i Rukun-distriktet, da den forulykkede.
- De fleste passagerer var lokale på vej hjem, siger politiinspektør Suman Kharel.
Fatale færdselsulykker er forholdsvis hyppige i det fattige Himalaya-land på grund af dårlige veje, dårligt vedligeholdte køretøjer og hensynsløs kørsel.
18 mistede livet i september sidste år, da en bus kørte galt på en smal bjergvej i det centrale Nepal.
/ritzau/dpa